torsdag den 17. december 2015

At være dansker?



At være eller ikke at være dansker
- Hvis immigranter ikke får mulighed for at integrere sig i Danmark, hvordan skal de så gøre det?

Inde på Christiansborg sad der engang en lille dansk nisse med blond pagehår og læsebriller. Hun levede i sus og dus i det danske samfund og hyggede sig rigtig meget med kartofler og brun sovs.

En dag smagte den danske lille nisse ved et uheld på noget falafel - og det kunne hun ikke lide! Det var anderledes og ikke særlig dansk. Hvor var svinekødet blevet af?
Den lille nisse tænkte, at det var bedst at sørge for, at ingen andre kom til at opleve den samme forfærdelige hændelse, som hun lige havde været udsat for. Hun besluttede derfor, at forbyde falafel …

Men så fik den lille nisse en anden lys idé - hvorfor forbyde falafel i Danmark, når man kan forbyde de folk, der laver dem? Den lille nisse tænkte tilbage på den sælger, som havde solgt hende falaflen. Hun havde da vist haft et tørklæde på. Perfekt, så kan man genkende dem, tænkte den lille nisse.
Fra nu af kunne den lille nisse konsekvent ikke lide folk med tørklæder, og hun begyndte at finde flere og flere grunde til, at man skulle hade disse mennesker. Hun begyndte eksempelvis at kaste om sig med ytringer om, hvorfor det burde forbydes at gå med tørklæde i Danmark.
Men det er her, vi begynder at undre os - for er det ikke et brud på de love, der giver danskerne lov til at være lige præcis dem, de ønsker at være, fx religionsfriheden, der jo netop siger, at danskerne har ret til at tro på det, de vil, og give udtryk for deres religion på den måde, de ønsker - som eksempelvis at gå med korshalskæde eller bære tørklæde.

Der er hverken danske eller internationale love, der specifikt handler om at bære tørklæde. Offentlige institutioner og arbejdspladser kan selv bestemme, hvilke regler, der skal gælde omkring generel påklædning - juridiske dommere må eksempelvis ikke bære nogen form for religiøse eller politiske symboler, og politifolk og soldater er pålagt at bære uniform.
Derudover er det ulovligt at diskriminere andre på baggrund af religiøse, seksuelle, politiske eller sociale standpunkter på arbejdsmarkedet ifølge “Lov mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet”.

Måske handler ønsket om et forbud mod at gå med tørklæder i virkeligheden om, at den lille nisse ikke er i stand til at se ud over sin egen lille næsetip. For hvad nu hvis hun ikke selv fik lov til at spise sine elskede frikadeller, fordi der var nogen, som mente, at det ikke var “dansk” nok at gøre? Hvad nu hvis hun selv var en del af en minoritet, som lige pludselig ikke kunne få lov at være kristne på den måde, som de ønskede? Eller hvad nu hvis der udbrød krig ud i Danmark, og hun var nødt til at søge et andet sted hen - så ville hun måske sætte pris på, at det pågældende land ikke blandede sig i hvem, hun skulle være.

… og hvornår er det lige pludselig blevet forkert at gå med tørklæde? Her rammer man jo også andre mennesker end blot muslimer. For de kristne nonner, går jo faktisk også tildækkede - men det hører vi ikke noget om, og det mener den lille nisse af en eller grund ikke er forkert.

Hvad med demokratiet? Flertallets ret. Hvem er det egentlig, der har et problem, når det kommer til stykket - er det den lille nisse inde på Christiansborg, eller er det de vælgere, hun  sidder derinde for at repræsentere?
Den lille nisse skaber et billede af Danmark, der påvirker både de udenlandske og danske muslimer. Hun får dem til at føle, at de er forkerte, at de ikke hører til og ikke er danske, og allerværst så tørrer hun det af på danskerne. I udlandet bliver vi stemplet som folk, der er racister og ikke er åbne overfor andre kulturer.
Men det er jo ikke sandt. Danmark er et åbent land med et stabilt samfund, der har ressourcer nok til at hjælpe andre. Så hvorfor ikke gøre det? De fleste af os har åbne sind og er nysgerrige. Vi vil gerne byde folk indenfor og lære dem og deres kultur at kende. Vi er kun glade for en større mangfoldighed og byder gerne folk indenfor, så længe de har noget at bidrage med. Vi vil gerne hjælpe. Tænk blot på alle de danskere, der stod klar med tæpper og mad, da flygtningestrømmen tidligere på året nåede Sønderjylland. Tænk på antallet af danske medlemmer af Amnesty International.

Problemet er, at når der så sidder en lille nisse inde på Christiansborg med så meget magt og kæfter op om, hvorfor vi alle sammen bør hade muslimer og folk, der går med tørklæder, så bliver danskerne forvirrede. De ved ikke, hvad der er rigtigt og forkert, og hvordan de skal forholde sig til de mange tusinde flygtninge, som hele tiden krydser landegrænsen.
Den lille nisse vælger også primært at tale til de ældre. Det er der i sig selv ikke noget galt med, bortset fra at hun udnytter deres ofte konservative overbevisninger. De ældre er ikke ligeså opdaterede på det mere moderne samfund. Den lille nisse udnytter deres manglende viden om de aktuelle realiteter og lokker dem med bedre forhold og større statsstøtte.
I værste fald begynder de at tro på den lille nisse og hendes beskyldninger - og det er ikke fair, når der er så mange flygtninge, der bare ønsker et liv uden krig. De vil gerne arbejde, men får simpelthen ikke mulighed for det.

Så kære lille nisse. Folk der bærer tørklæder er ikke så forskellige fra dig, når det kommer til stykket. Giv dem chancen får at leve et godt liv i Danmark, hvis de gerne vil arbejde her.

Det er trods alt det, vi danskere selv ville ønske os, hvis det var os, der var i deres sted.


Lavet af Sofie, Anna og Ploy 1.c

16/12-15


17 kommentarer:

  1. Pointen i teksten er åbenlyst, at man skal hjælpe indvandre, og respektere deres religiøsiteter. Rent subjektivt er jeg (Frederik Paustian) meget enig i, at man skal hjælpe hvor man kan, men der må også være en grænse. F.eks. er det vigtigt at integrere de invandre som vi hjælper, så de kan bidrage til vores samfund, det nævner i også selv, "Vi er kun glade for en større mangfoldighed og byder gerne folk indenfor, så længe de har noget at bidrage med", men det egentlige spørgsmål jeg ser er, hvorvidt vi burde holde mere fast i vores danske traditioner, eller om vi burde ofre nogle af de danske traditioner, for at kunne få en større mangfoldighed (Hvilke ifølge denne artikel menes er godt "Vi er kun glade for en større mangfoldighed"). Men er vi egentlig gladere for en større mangfoldighed? Jeg tror (mening/holdning) at den enkelte dansker, ville hellere se Danmark som det land, det har været i mange år. Dette kan derfor også værre et argument imod hvorfor denne såkaldte "Nisse" har så meget magt, hvis denne nisse skal forestille en politiker, så har denne politiker netop så meget magt, fordi mange danskere har valgt denne nisse til at representere dem selv, fordi de generelt har den samme holdning!

    Herefter kan man så vælge hvad man er mest enig i.

    SvarSlet
    Svar
    1. Generelt om jeres emne, kommer i rigtig godt ind på den daske befolknings blindhed og "ligegladhed" (iøvrigt rigtigt godt eksempel med Nissen :-)). Derudover er den meget velskrevet, og appelerer rigtig godt til Patos!

      Slet
    2. God feedback. Dog vil jeg lige påpege, at vi med ønsket om en større mangfoldighed mener, at der skal være plads til mange kulturer. Vi hentyder ikke til, at danskerne nødvendigvis er nødt til at "opgive" deres værdier. Kun at de er nødt til at respektere andres (og ikke diskriminere) :)

      Slet
  2. I øverste del af artiklen skriver I, at Vi skal respektere fremmede kulturer og fremmede religioner. Senere hen skriver I så at ’’Nissen’’ udnytter de ældre, pga. ’’deres manglende viden’’ om hvad der sker nationalt og internationalt.

    Dette kan diskuteres, da ældre også har lidt af deres egen kultur, hvor de ofte har fokus på nationale og traditionelle værdier. Burde deres kultur ikke også blive respekteret lige så meget som de fremmedes kulturer??

    De stemmer måske kun på ’’Nissen’’ og hendes politik, fordi at den, ligger tættest på og støtter, deres kultur.

    SvarSlet
    Svar
    1. Her må jeg sige at jeg er rimelig enig. Jeg mener ikke at det er fair at sige de ældre har en mangel på viden om hvad den generelle situation er. Jeg tror ikke at det er en mangel på viden fra ældre mennesker der får dem til at støtte denne form for politik, men mere en følelse af at ting måske ændre sig lige lovlig hurtigt til at de kan følge med. Den politik i skriver om, cirkulere meget omkring traditioner og bevarelse af dem. Altså minimal ændring i samfundet. Og jeg tror mere det er denne del af det der måske tiltrækker de ældre, så de kan beholde det som de synes er godt, og sætte tempoet for ændringer en smule ned, så de igen kan følge med.

      Slet
    2. Det kan meget vel være, at i har ret i, at de ældre stemmer på "nissen" fordi hun støtter lige netop deres kultur. Men her er det så bare at jeg bliver nødt til at sætte spørgsmålstegn ved de ældres kultur. For så vidt jeg kan forstå handler denne kultur aller mest om det vi så fint kalder "danskhed" - identitet, kultur og danske kærneværdier. Når de ældre så lytter til nissen er det vel fordi hun ligeså ønsker at holde fast i denne danskhed, men jeg må ærligt indrømme at jeg ikke forstår, hvordan det, at hjælpe flygtninge til at integrere sig i et sikkert land og respektere deres religion og kultur, truer danskerens identitet. Måske er det ikke mangel på viden, men derimod mangel på forståelse overfor "de fremmede" der kommer til og bliver i Danmark. At de ikke er her for at gøre Danmark til noget Danmark ikke er, men derimod fordi de - ligesom os - holder af og respekterer den danske identitet, kultur og de danske kerneværdier.
      Og jeg forstår skam godt at de ældre somme tider helst vil have, at verden fungerer som den gjorde dengang de var børn og altid var meget bedre, men til det vil jeg bare henvise til et citat sagt af en gammel græker ca. år 400 f/Kr:

      "Ungdommen nu til dags..."

      Slet
  3. Jeg synes først og fremmest at jeres emnevalg er rigtig godt, da det er meget relevant her tiden. Jeg synes ideen ved at lave en lille historie var rigtig god, det gjorde det nemmere at relatere til.
    Jeg synes også selve budskabet er rigtig godt, og det bliver gjort meget klart, hvad vi som nation, og som individ kan gøre bedre for at få flygtninge bedre integreret.

    Det eneste jeg var en smule uenig i, var da i sagde at Danmark udefra bliver set som et "racistisk land" jeg har aldrig følt at Danmark bliver set som et racistisk land. Tværtimod synes jeg, ligesom i selv siger, at Danmark virker som et land der tager afstand fra racisme, og gør hvad vi kan for at hjælpe.

    Alt i alt, er det en meget velformuleret tekst, med godt billedesprog. I bruger argumenter der er nemme og relatere til.

    Valdeamr

    SvarSlet
  4. I store træk er jeg enig i det i skriver og mener personligt også at vi skal være mere åbne over for andre kulturer og prøve nye ting. Men jeg føler også at der skal være plads til dansk kultur i Danmark, og det skal da også fylde mest, jeg synes ikke vi skal opgive "brun sovs og kartofler", bare fordi nogle andre mener at "falafel" er bedre. Hvis jeg flytter til et andet land burde jeg da heller ikke forvente at de begynder at følge min kultur, så når i skriver at mange lande mener at Danmark er racistisk ved jeg ikke om jeg kan sige jer er enig i, de er da ihvertfald ikke mere racistiske end så mange andre lande. Ihvertfald ikke fra mit synspunkt.

    Men i må da gerne uddybe det så jeg måske bedre kan forstå hvordan i mener at andre lande synes vi er racistiske.

    Bortset fra det, super skrevet og dejligt at man kan relatere til teksten :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for din feedback :) Når vi skriver, at andre lande kan ende med at se os som et racistisk land, har vi taget udgangspunkt I Pia K, som her for nyligt i et svensk magasin blev kåret som "Europas største racist". Det at en dansker har fået en sådan titel, kan bl.a. være med til at give Danmark et "racistisk ry" - men jeg kan læse, at det nok burde have været formuleret bedre.
      Lige en anden ting :) Jeg vil igen lige påpege, at vi ikke på noget tidspunkt beder danskerne om at opgive deres værdier. Tværtimod hentyder vi til, at vi alle skal blive bedre til at respektere andres værdier, så vi alle sammen kan få lov at leve livet på den måde, vi ønsker. Vi vil gerne have, at der skal være plads til alle :)

      Slet
  5. Jeres pointer og meninger er tydlige at fornemme i jeres tekst. Den såkaldte "nisse", ville jo selv sætte stor pris på, at hun ville kunne blive hjulpet hvis der skulle komme krig her i Danmark. Man er bare nogle gange nødt til at tænke på, at man skal behandle andre som man gerne selv vil behandles og ikke altid tænke på sig selv.

    SvarSlet
  6. Jeres artikel har nogle gode synspunkter, som jeg er enig i, f.eks. det med, at dette fremmedhad skabes af uvidenhed.
    Dog, hvis man taler flygtningestrømmen, er jeg til dels enig med Pia K. Danmark er et småt land, og ja selvom, vi har gode levevilkår, demokrati og mange former for støtte, så er der stadig grænser for, hvor mange mennesker, der flygter fra krig, vi kan tage os af. Vi har ikke uendelige ressourcer, og det er ikke alle indvandrere, der har det i tankerne, når de kommer, ikke kun til Danmark, men andre lande generelt.

    Men siden at Danmark er et repræsentativt demokrati, og at Dansk Folkeparti er blevet så populært, så må der jo være en sammenhæng mellem deres konservative tankegang og hele Danmarks befolknings holdning og ikke kun de ældres.

    SvarSlet
    Svar
    1. Er enig med dig Sarah.

      Selvfølgelig har vi ikke uendelige ressourcer. Det har ingen. Men vores pointe er, at vi har det virkelig godt i Danmark, i forhold til andre lande. Vi burde ikke have nogen problem med at tage imod dem, der har brug for hjælp, med de ressourcer vi har i overskud.

      Ploy

      Slet
  7. Rigtig godt indlæg, der er præsenteret så det er meget let at forstå. Som andre har nævnt - rigtig god idé med nissen :)

    Jeg vil sige at jeg er meget enig i holdingen med samfundet må gøre plads til mangfoldigheden. Personligt mener jeg at en af de bedste måder et samfund kan udvikle sig til det bedre på, er ved at lære af andre samfunds kulturer og traditioner. På denne måde får et samfund som fx det danske nye inputs, til hvordan man kan gøre ting, eller se på verden, og samfundet kan så videre udvikle sig, i stedet for bare at gå i stå. Jeg synes at det er meget nødvendigt at lære af andre samfund i den tid vi lever i, både pga. den aktuelle flygtningesituation i Mellemøsten hvor der kan opstå flere kultursammenstød, når flygtningene kommer til Europa og de vestlige lande. Men også bare i forhold til hvordan vi som mennesker, der lever i en global verden, pga. arbejde, internettet, uddannelse osv. der kan tage os mange forskellige steder rundt i verden, hele tiden bliver præsenteret for nye kulturer og traditioner som ikke lige nødvendigvis minder om vores egne.
    I forhold til det med at den ældre generation måske kan føle at de ikke rigtig kan følge med, tænker jeg lidt: har det ikke altid været sådan? Jeg er ret sikker på at de ældre generationer altid har haft en vis skepsis over for hvad der foregår andre steder, og det synes jeg også er helt fair, når de jo ikke er vant til en lige så global verden hvor man er i så meget kontakt med andre kulturer. Samtidig tænker jeg også at de så, når de fx får at vide af politikere som Pia K. at man fx ikke skal gå med tørklæde, måske har en lettere tilbøjning til at tro at det er sådan det er, fordi de ikke er vant til andet og ikke som sådan er blevet introduceret til i dette tilfælde islam med en positiv indgang til religionen. Men der tror jeg så også, at hvis det bliver vist tydeligt at det er ok at have de overbevisninger man har, så er mange ældre klar til at ændre de fordomme de nu engang må have.

    SvarSlet
  8. Jeg er meget enig med jeres indlæg. Det at forbyde andre individer at komme ind i et andet land, pga. deres tro og overbevisning, er et klart brud på menneskerettighederne. Alle bør have religionsfrihed.

    Jeg kan også godt forstå pointen med de ældre. De er fra en anden tid, med en anden kultur og tilgang til det. Jeg mener dog også at det kan lyde lidt generaliserende. Da mange også sagtens kan være meget åbne på det punkt. Det kan være at de ældre støtter dem, partiet har en lidt konservativ tankegang mht. de danske traditioner og skikke.

    SvarSlet
  9. Hahah, meget interessant allegori. Indlægget fangede øjeblikkeligt min opmærksomhed og er meget velformuleret. Jeg er enig med jeres punkter angående tørklæder og lignende sager: Dem der allerede er i Danmark har ingen grund til at tilpasse det oldgammel dansk kultur, så længe at de følger lovene og bidrager til samfundet. Jeg er dog lidt skeptisk over hvor positivt og enkelt I vurderer flygtningskrisen. "Tænk blot på alle de danskere, der stod klar med tæpper og mad, da flygtningestrømmen tidligere på året nåede Sønderjylland." Ja, men tiderne ændrer sig, ligesom omstændighederne. "Tænk på antallet af danske medlemmer af Amnesty International." Amnesty International er et internationalt organisation, hvis arbejde har konsekvenser som måske ikke direkte påvirker Danmark. Og at hjælpe uden oprigtigt at risikere Danmark kan måske ikke bruges som eksempel her. Fx sørger Amnesty for flygtningenes rettigheder, og for at de ikke bliver skubbet tilbage til det sted de flygtede fra. Det betyder ikke nødvendigvis at disse flygtninge konsekvent ankommer til DK.
    Desuden analyserer indlægget måske ikke vildt meget om casen opfylder eller ikke opfylder de demokratiske/menneskerettigheds kriterier.

    SvarSlet
  10. Jeg synes at den er rigtig god med nogle meget tydelige meninger.Artiklen har også nogle gode synspunkter. Der bliver gået over hvordan "den lille nisse" eller gamle magtefulde man påvirker synet på flygtninge.Der bliver også nævnt hvordan det påvirker hvordan udlændige ser på Danmark. I siger i teksten "Den lille nisse skaber et billede af Danmark, der påvirker både de udenlandske og danske muslimer." Jeg er meget enig i hvordan det påvirker omgivelserne men grunden til at nogle danskere bliver så nemt manipuleret tror jeg er fordi de ikke har sat sig ind i situationen. Når der er sådan nogle magtfulde personer der viser deres holdninger i vores lille land, vil de personer det ser på det udefra bare generalisere hele landet for at have den samme holdning. Hvis man skulle kigge på et eksempel kan man bare kigge på sagen med Jyllands-postens bombetegninger. Det starte en masse had som kom fra et individ.

    SvarSlet
  11. Vi skal huske på, at nissen ikke bare er kommet tilfældigt ind på Christiansborg. I Danmark hersker der jo demokrati. Nissen er blevet valgt og repræsenterer en stor del af den danske befolkning og deres meninger. I Danmark er der jo heldigvis stadig flest danskere, og derved bliver der passet på indbyggerne, deres kultur samt traditioner. Jeg tror enhver ændring af et samfund skal komme gradvist, og at reglerne ligeledes skal tilpasses løbende. Man behøver ikke bygge en moske, fordi en muslim har forvildet sig ind over grænsen. Men når der først er mange muslimer tilstede, så skal de selvfølgelig også høres, og jeg tror lige så godt vi danskere kan indstille os på, at Danmark kommer til at se meget anderledes ud på længere sigt.
    For bare 30 år siden, før internettets fødsel, var der stort set ingen ”fremmede” i Danmark. Danskerne rejste ikke ud af Europa, hvis de rejste, var det kun i Vesteuropa, grundet jerntæppet som var betegnelsen for grænsen mellem Øst- og Vesteuropa under den kolde krig. Dengang var der heller ikke nogen der vidste hvad en falafel var og slet ingen havde smagt en.
    I dag rejser vi over hele verden og hele verden rejser også til Danmark. Grundet globaliseringen oplever vi hele verden, og kan følge med i udenlandsk kultur, politik, mv.
    Som teknologien forbedres, vil denne udvikling vil fortsætte, bare i langt højere hastighed. Om 10 år tager det måske bare en time at komme til Amerika, og det vil betyde at alle bliver langt mere internationale og at nationaliteterne blandes i langt højere grad og at grænser samt kultur langsomt udviskes. Jorden er i virkeligheden en lille planet og vi er i bund og grund alle sammen bare ”Jordboere. ”

    SvarSlet